Skip to content
LÆSESTEDET I SKOVEN
Menu
  • Forside
  • Læse/stave-kurser
    • Læse/stave-kurser
    • Forløb
    • Mål, indhold og materialer
    • Prøver
    • Sommer-kursus
  • Læsestedet på Nettet
    • Intro til forældre
    • Lær bogstaver og lyde
      • Trin 1
      • Trin 2
      • Trin 3
      • Trin 4
      • Trin 5
      • Trin 6
      • Trin 7
      • Trin 8
      • Trin 9
      • Trin 10
  • Webshop
  • Blog
  • Litteraturkreds
    • Litteraturkreds i vinterhalvåret
    • Sommer-litteraturkreds
  • Info
    • Om Vibeke
    • Her finder du LÆSESTEDET I SKOVEN
    • Kontakt
    • Anmeldelser
    • Galleri
    • Handelsbetingelser
    • Persondatapolitik
    • Privatlivspolitik
Menu

Er du usikker på, om dit barn har ordblindhed?

Udgivet d. 28. september 202623. september 2026 by VibekeStillingPedersen

Hvis dit barn har svært ved at læse, har du måske overvejet, om det kunne være ordblindhed!?

Det er der i hvert fald mange af mine elevers forældre, der har!

For hvad er ordblindhed, og hvordan kan man finde ud af, om et barn har ordblindhed?

Er der mon forskel på ordblindhed og andre læsevanskeligheder, og hvad nu, hvis dit barn har ordblindhed, hvordan kan du så hjælpe dit barn?

Spørgsmålene er mange, og selvom der har været markant mere fokus på ordblindhed de senere år, så savner mange forældre ofte mere konkret viden, så de kan støtte deres barn bedst muligt… 💚

🧩 Gør du også det?

I denne uge er det international ordblindeuge, “Dyslexia Awareness Week”. I Danmark er uge 40 bedre kendt som “Ordblindeugen”.

Så der er rig mulighed for at blive klogere på ordblindhed i den kommende uge! For i hele uge 40 sættes der fokus på ordblindhed i medierne, på de sociale medier og via mange spændende foredrag og arrangementer over hele landet…

… og i dette blogindlæg vil jeg gøre mit bedste for at dele brugbar viden om ordblindhed med dig!

Da jeg begyndte at skrive noter til denne tekst og skitsere for mig selv, hvordan det kunne se ud, kom der ret meget på papiret. Helt ærligt, så bliver dette blogindlæg noget længere, end mine hilsner plejer at være. Men der er meget at fortælle om ordblindhed, og det er et vigtigt emne at berøre, når man som jeg arbejder med børn og unge med læse/stave-vanskeligheder hver eneste dag. 😊

Så lav en skøn kop te eller kaffe og giv dig selv tid til at læse med, så bliver du nemlig klogere på ordblindhed! 🍂☕🤎

🔎 Hvad ved du om ordblindhed?

Jeg får ofte spørgsmål om ordblindhed, når jeg mødes med børn, unge og forældre i mit lille læsested… Mange børn og unge tænker meget over, hvad ordblindhed er!

Hvis de selv har vanskeligt ved at læse eller stave, tænker en del af børnene også på, om de selv har ordblindhed.

Har en kammerat fået diagnosen ordblindhed efter at være blevet testet af en læsevejleder, kan tankerne presse sig på:

📖 Når min kammerat har ordblindhed, har jeg så også ordblindhed?

📖 Jeg har svært ved at læse lange ord og tykke bøger lige som min kammerat. Har jeg så også ordblindhed?

📖 Det er så svært for mig at forstå lærerens forklaringer om grammatik, og jeg er ikke så god til at stave. Har jeg så også ordblindhed?

Usikkerheden kan fylde meget og påvirke børnenes tanker om sig selv, deres tro på egne evner og deres tilgang til skolearbejdet.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at forældre og lærere støtter børn og unge med afklaring og den hjælp, de har behov for…

Er du selv usikker på, hvad ordblindhed er, så læs endelig videre. Jeg vil gøre mit bedste for at dele vigtig viden om ordblindhed med dig! 🫶

🔤 Hvad er ordblindhed?

Det er vigtigt, at du ved, hvad ordblindhed er, især hvis dit barn har ordblindhed, eller hvis du kender en i din omgangskreds, der har ordblindhed!

Ordblindhed er en varig funktionsnedsættelse. Det betyder, at det er en indlæringsvanskelighed, som ikke kan helbredes.

Ordblindheden gør, at du har svært ved at læse, stave eller begge dele. Du har behov for ro, tid og mange gentagelser, når du skal udvikle din læsning og stavning, og du bliver ofte mere træt og udmattet af at arbejde med disse færdigheder, fordi du bruger mere energi på det end andre, der ikke har ordblindhed…

📚 Sådan påvirker ordblindheden læsning

Hvis du har ordblindhed, betyder det, at du kan have vanskeligt ved at se et eller flere bogstaver i ord, omsætte dem til lyde og sætte dem sammen, når du skal læse.

Det betyder, at du kan komme til at læse et ord, der ligner det ord, du skal læse. Du kan også komme til at bytte rundt på bogstavernes rækkefølge eller fjerne/tilføje bogstaver til ordet.

✏️ Sådan påvirker ordblindheden stavning

Hvis du har ordblindhed, betyder det, at du kan have vanskeligt ved at høre en eller flere lyde i et ord, adskille dem og omsætte dem til bogstaver, når du skal stave.

Det betyder, at du kan komme til at stave et ord, der ligner det ord, du skal stave. Du kan også komme til at bytte rundt på bogstavernes rækkefølge eller fjerne/tilføje bogstaver til ordet.

👧👦 Har dit barn ordblindhed?

Hvis dit barn går i grundskolen og er udfordret, når det gælder læsning og/eller stavning, er dit barn måske blevet tilbudt en ordblindetest….

Har dit barn allerede gennemført testen, har du sandsynligvis fået en mundtlig forklaring fra skolen og en testrapport, hvor du kan se, hvilken kategori dit barn placerer sig i – rød, gul eller grøn.

Læs med videre i dette afsnit, hvis du er nysgerrig på at få mere at viden om ordblindetesten, eller hvis du er usikker på, hvad dit barns resultat betyder…

✅ Muligheder for at teste…

I dag er der to muligheder for at undersøge om en person har ordblindhed eller har risiko for ordblindhed:

RISIKOTEST FOR ORDBLINDHED anvendes over 3 gange i slutningen af børnehaveklassen, midt i 1. klasse og i slutningen af 1. klasse.

Denne test viser, om et barn er i risikogruppen for ordblindhed, og der er hermed mulighed for at sætte ind med særligt tilrettelagt undervisning for at hjælpe barnet, hvis skolen prioriterer ressourcer på det.

Disse områder er med i testen:

🌱 Bogstavkendskab

🌱 Færdigheder i at sammenkæde bogstavlyde

🌱 Begyndende ordlæsning

Som noget helt nyt, kan risikotesten nu også anvendes i 2. klasse fra august 2026, hvilket gør det muligt at teste for tegn på ordblindhed i hele barnets tid i indskolingen.

DEN NATIONALE ORDBLINDETEST kan anvendes til både børn og voksne men tidligst fra marts måned i 3. klasse.

Testen gennemføres på barnets skole eller på den unges uddannelsesinstitution med samtykke fra forældrene, hvis eleven er under 18 år.

Disse områder er med i testen:

🌱 Spørgeskema om læsning

🌱 Lyt til nonord og find stavemåden

🌱 Kig på “børnestavede” ord og find det, der lyder som et rigtigt ord

🌱 Ordforråd

Den nationale ordblindetest anvendes til elever i grundskolen i to perioder. Den ene om foråret i månederne marts, april og maj, da det er her, testen er afprøvet ift. at score resultaterne og sætte grænseværdierne for, om eleven har ordblindhed eller ej. Den anden periode i oktober, november og december er helt ny og træder lige om lidt i kraft fra d. 1. oktober 2026.

✨ Hvad betyder mit barns resultat?

🔴 Rød kategori = ordblindhed

Dit barn har ordblindhed og har sandsynligvis udfordringer ift. læsning, stavning eller begge dele.

Ordblindhed defineres som udfordringer med at omsætte bogstaver til lyde og sætte dem sammen ved læsning. Den ordblinde kan også have udfordringer med at omsætte lyde til bogstaver og adskille lyde ved stavning.

🟡 Gul kategori = fonologiske vanskeligheder

Dit barn har svært ved at anvende bogstavernes lyde og udfordres ved læsning og stavning men ikke i så høj grad som ved ordblindhed.

Børn med fonologiske vanskeligheder har ofte svært ved at arbejde med sprogets lyde, og de kan i indskolingen have oplevet udfordringer med at huske bogstavernes symboler og lære deres lyde.

🟢 Grøn kategori = ingen ordblindhed

Dit barn har ikke ordblindhed men kan godt være udfordret af at læse og stave alligevel. Udfordringerne skyldes da andre årsager end ordblindhed f.eks. faglige huller, der er opstået i løbet af skoleforløbet.

🍀 Hvad så efter ordblindetesten?

Mange skoler har virkeligt dygtige læsevejledere, der gennemfører ordblindetesten med dit barn, holder møder med både dit barn og jer forældre om resultaterne, vejleder dit barns lærere og sætter forskellige indsatser i gang.

Det er meget forskelligt, hvor mange timer og ressourcer læsevejlederne har til disse opgaver, og derfor kan I som forældre opleve, at hjælpen til jeres barn er helt anderledes end den hjælp, andre ordblinde får.

Heldigvis er det sådan, at alle ordblinde kan lære at læse og stave, hvis de får den rigtige hjælp. Det kræver et stykke arbejde af dit barn og af jer forældre med støtte fra en læsevejleder, men det kan lykkes!

Samtidig er det også vigtigt, at dit barn har mulighed for at anvende IT-hjælpemidler, når der skal læses og skrives på klassens niveau, men det må du høre mere om en anden gang…

📌 Husk!

Det er altid vigtigt, at du kontakter dit barns dansklærer, hvis du er bekymret for barnets læse- og/eller staveudvikling. Hvis dit barn ikke læser alderssvarende, og I har prøvet forskellige tiltag af, kan der være behov for at teste, om dit barn har ordblindhed…

👉 En ordblindetest kan ikke stå alene…

Resultatet i en ordblindetest viser, om dit barn har ordblindhed, fonologiske vanskeligheder eller ikke har ordblindhed. Det er den viden, du får, når du finder ud af, om dit barn placerer sig i den røde, gule eller grønne kategori. 🔴🟡🟢

Ordblindetesten gennemføres på forholdsvis kort tid, og resultatet giver dig ikke en dyberegående viden, om dit barns kompetencer. Du får ikke viden om dit barns styrker og udfordringer.

Hvis du vil støtte dit barn i at udvikle både læsning og stavning og hjælpe dit barn med at få vigtig viden om sig selv, så dit barn får lettere ved at lære noget nyt og tro på sig selv, skal der flere prøver til. Derfor må en ordblindetest aldrig stå alene…

Det er vigtigt, at du og dit barn får mulighed for at kigge ind bag ved resultatet i ordblindetesten. Der er nemlig ikke to ordblindheder, der er ens!

Ordblindhed kan give udfordringer i meget høj grad, hvor det påvirker både læsning, stavning og andre dele af det boglige arbejde og hverdagen.

Ordblindhed findes også i mildere grad, hvor det kun påvirker enten læsning eller stavning eller arbejdstempoet for personen med ordblindhed.

Ud over vanskeligheder med skriftsproget kan mennesker med ordblindhed også have yderligere udfordringer med at danne overblik og skabe struktur f.eks. ved opgaveløsning og en større skriftlig opgave, være udfordrede ift. arbejdshukommelsen eller have sproglige udfordringer ift. udtale, ordforråd, sprogforståelse og ordmobilisering, det at kunne finde ord frem både mundtligt og skriftligt.

Det er vigtigt at pointere, at personer med ordblindhed er akkurat lige så forskellige, som alle andre mennesker er! 🌈

Dit barn er hverken mindre intelligent eller mere doven, hvis det har ordblindhed!

Den ordblinde hjerne har bare behov for at gå andre veje og arbejde anderledes, når det gælder anvendelsen af bogstaverne og deres lyde! 🧠

Hvis dit barn bliver undervist og lærer nogle enkle strategier til at læse, stave, skrive tekster og forstå det, dit barn læser, vil det på trods af ordblindheden opleve, at man sagtens kan begå sig i en verden fyldt med skriftsprog!

Der kan være mange årsager til, at et barn har svært ved at følge med i den tidlige danskundervisning, så er du bekymret, er det altid en god ide at kontakte dit barns lærer!

Dit barn kan sagtens lære at læse og stave, selvom det har ordblindhed! Det kræver en systematisk og veltilrettelagt undervisning og en lidt større indsats!

🧩 Har dit barn behov for hjælp til at udvikle læsningen og/eller stavningen?

💡 Ugens idé til dig… 💡

Jeg har meget på hjerte, når det gælder børns læsning, men jeg har også en del at fortælle, når det gælder ordblindhed og børns udfordringer med at læse og stave. Så nu har jeg fortalt dig om ordblindhed, og hvad du skal være opmærksom på, hvis dit barn har svært ved at læse og/eller stave…

Uanset om dit barn har ordblindhed, læsevanskeligheder eller har lidt svært ved at komme i gang med at læse, så er det første skridt, du kan tage, hvis du vil hjælpe dit barn med at komme videre og blive bedre til at læse:

At hjælpe dit barn med at få styr på bogstavernes lyde!

På den måde støtter du nemlig dit barn i at få redskaber til at læse nye og udfordrende ord! 👏

Så ugens idé kommer her. Jeg synes, at du skal se denne lille video. Den varer ca. 10 minutter, og her fortæller jeg dig lidt mere om, hvorfor det er så vigtigt, at dit barn får godt styr på lydene.

Samtidig er denne video den første video til trin 5 i mit online-materiale ”Lær Bogstaver og Lyde”. Hele dette trin hjælper dit barn med at lære lydene og øve dem på en legende og sjov måde, så dit barn får lettere ved at læse. Der er fire hyggelige aktiviteter i dette trin, og når dit barn ser de fire videoer og leger med aktiviteterne, bliver dit barn godt rustet til at læse med lydene…

Hvis du nu sidder og tænker, at du selv godt lige kunne bruge en gennemgang af bogstavernes lyde, så kig ind forbi min YouTube-kanal og find de første to lektioner i Trin 5 – altså de to videoer til børnene. De har begge lyse forsider.

Du finder min YouTube-kanal ​her​!

Rigtig god ordblindeuge til dig!

🍂🤎🍂

Mange læseglade hilsner

Vibeke

Om Vibeke
Her finder du Læsestedet i skoven

Handelsbetingelser
Persondatapolitik
Privatlivspolitik

LÆSESTEDET I SKOVEN
v. Vibeke Stilling Pedersen
Mosskovvej 15, 9520 Skørping

Tlf. nr. 41 15 12 23
vibeke@laesestedetiskoven.dk
CVR-nr. 40 87 42 08

Kontakt
Læsestedet i skovenLæsestedet i skoven
Litteraturkreds for børn
Læsestedet på nettet

©2026 LÆSESTEDET I SKOVEN | Built using WordPress and Responsive Blogily theme by Superb