
Hos LÆSESTEDET I SKOVEN tilbydes individuelle, intensive læse/stave-kurser, der tilrettelægges med udgangspunkt i dit barns forudsætninger, så dit barn får lov til at udvikle sig i sit eget tempo med opgaver og materialer, der passer til barnets behov og læringsstile.
Et kursus varer altid fire uger, så dit barn kender forløbets længde og ved, hvornår vi begynder og slutter. Jeg anbefaler fire gange en times undervisning om ugen i fire uger.
En time kan lyde som lang tid med koncentreret undervisning, men jeg har ladet mig fortælle fra flere elever, at tiden flyver af sted, fordi undervisningen er meget varieret og rummer både opvarmning, strategier, læsning, stavning, spil, bevægelse og ude-undervisning.
Måske spørger du dig selv: “Hvorfor lige netop fire timer om ugen i fire uger?”

Forklaringen er, at jeg gennem årene har afprøvet kurser med en til fem timer om ugen i forløb fra tre uger til et helt skoleår.
Min erfaring viser, at daglig dosis, hvor læse- og stavestrategier trænes næsten hver dag i ugen, giver bedst effekt. Hver dag kan der repeteres og bygges en lille smule ovenpå. Dit barn vil blive meget motiveret af at mærke denne fremgang fra dag til dag og fra uge til uge. Samtidig har jeg også oplevet, at bliver forløbet for langt, vil dit barns motivation dale, og på et tidspunkt kan hjernen ikke kapere flere nye strategier.
Derfor varer læse/stave-kurserne fire uger, så vi lader dit barn bevare motivationen og opleve daglige succeser. Derefter får hjernen plads til at automatisere og træne de nye færdigheder, inden vi eventuelt aftaler at fortsætte med et nyt kursus.

Hvis dit barn går i 0. til 9. klasse og har svært ved at følge klassens undervisning i dansk, er kommet skævt ind på læsning og stavning fra begyndelsen, bliver ked af det og frustreret, når der skal læses, har ordblindhed eller andre læse- eller stave-udfordringer kunne et læse/stave-kursus hos LÆSESTEDET I SKOVEN være et godt bud på en løsning.
Her kan jeg hjælpe dit barn, også selvom det går i udskolingen, tage det ved hånden og med små skridt støtte dit barn i at opnå sikre læse- og stavefærdigheder. Det er aldrig for sent at lære at læse og stave.
