LÆSESTEDET I SKOVEN er spiret frem gennem mit ønske om at kunne hjælpe børn og unge med ordblindhed eller andre læse/stave-udfordringer.
Jeg brænder for at undervise inden for alle områder af danskfaget og mine erfaringer viser, at når vi tør starte op fra bunden og bygge et solidt fundament for læsning og stavning gennem en varieret undervisning med fokus på bogstaverne, deres navne, former og lyde, enkle læse- og stavestrategier og små daglige skridt på vejen mod læsning og stavning, ja, så vokser læse- og skriveglæden helt naturligt!
Jeg blev uddannet lærer ved Aalborg Seminarium i 2001 med linjefag i dansk og matematik og har 23 års erfaring med undervisning i dansk. Allerede i mine første år som lærer havde jeg glæde af at få lov til både at undervise hele klasser fra 1. til 7. klasse i dansk, samtidig med at jeg også underviste børn på læse/stave-kurser, individuelt eller på små hold. Her havde jeg mulighed for at afprøve materialer, spil og bevægelsesaktiviteter, og gennem årene har jeg samlet en masse viden om læsning, stavning, årsager til læse/stave-udfordringer og ikke mindst afprøvet undervisningsformer og materialer, så jeg kunne finde frem til, hvad der virker, når læsning og stavning udfordrer.


Gennem de mange år som lærer har jeg læst faglitteratur, deltaget i korte og lange kurser og fulgt den nyeste forskning, så jeg altid har været så velkvalificeret, som muligt, til at hjælpe mine elever.
Det er vigtigt for mig, at der er ro og struktur på undervisningen, så dit barn kan føle sig trygt og få ro til at arbejde med læsning og stavning. Dit barn skal kunne have tillid til, at jeg altid stiller passende krav og opgaver, som det kan leve op til og løse. Undervisningen foregår med små skridt, hvor dit barn skal stå en lille smule på tæer for at nå målene, så det oplever at udvikle sig fra dag til dag og fra uge til uge. Derfor er relationen mellem dit barn og mig også så væsentlig, så vi sammen lærer hinanden at kende og kan tale om både succeser og udfordringer.
Mine mange års erfaring som læsevejleder har givet mig indblik i et varieret udbud af individuelle prøver, der kan være med til at afdække dit barns styrker og udfordringer, når det gælder forudsætninger for læsning og stavning. Det er virkelig vigtigt, at jeg gennem disse prøver lærer dit barn at kende, så jeg kan tilrettelægge en undervisning, der passer til lige netop dit barn. Hvert barn er unikt, og vi er alle rustet med forskellige styrker og knap så stærke kompetencer. Ved at kende dit barns stærke sider, kan undervisningen tage udgangspunkt i disse, når dit barn skal opnå udvikling af læse- og skrivefærdigheder.
Læringsstile optager mig meget og har gjort det siden min tid på seminariet. Hvis både dit barn og jeg er bevidste om, hvilke læringskanaler, der er stærkest, kan vi benytte dem til at skabe flotte resultater. Variation er vigtig, og ikke to læsekurser hos mig er ens, da undervisningen er tilrettelagt ud fra dit barns forudsætninger og læringsstile.
Jeg har gennem en del år været optaget af udeskole og har gennem mine erfaringer med udeskole i en indskolingsklasse oplevet, hvad uderummet og bevægelse kan gøre for børnenes trivsel, motivation og læring. Al denne viden og alle de materialer, jeg har udviklet i samarbejde med en udeskolevejleder, inddrager jeg selvfølgelig også i Læsestedet i skovens kurser.
Privat er jeg gift med Morten og sammen har vi Rasmus på 22 år, Mikkel på 19 år og Emilie på 14 år. Vi bor i Skørping i et dejligt hus lige i kanten af den skønneste skov. Jeg er et rigtigt udemenneske og er glad for at gå, løbe, cykle og stå på ski. Jeg laver ofte bål, finder svampe og går i skoven med familien, men du kan også finde mig inde foran brændeovnen med en god bog eller i fuld gang med et brætspil.
Alt i alt har jeg gennem mine snart 24 år som lærer, en del af disse år som læsevejleder, konstant samlet på viden, erfaringer og materialer, som kan gøre mig klogere på, hvordan jeg bedst kan hjælpe børn og unge med deres udfordringer inden for danskfaget, da jeg har et brændende ønske om at udbrede læse- og skriveglæde til så mange, som muligt!


Værdier i mit arbejde:
- Ro
- Tryghed
- Relation
- Anerkendelse
- Varme og nærvær
- Respekt for forskelligheder
- Ethvert barn er unikt
- Høj faglighed
- Struktur
- Små skridt
- Variation, udeskole og bevægelse
- Samarbejde med forældre
- At inddrage naturen
- At skabe rammer for udvikling af læse- og skriveglæde
