Jeg håber, at du har haft en rigtig skøn weekend! Efteråret er i den spæde start, og det er tid til at finde din varme trøje, hyggesokkerne og de lune tæpper frem. Aftenerne bliver mørkere og inviterer til tændte lys og langsommere tempo.
Mon du er lige så vild med efterår, som jeg er?
Læste du mit blogindlæg om bøger i sidste uge?
Jeg skrev til dig om forskellene på lydrette og ikke-lydrette bøger og det med at vælge de helt rigtige bøger til dit barns læsetræning. Altså du ved, det der med at ramme et match af bøger, der både passer i sværhedsgrad, men også er så interessante, at dit barn har lyst til at læse dem… 📖👌
Det er ikke så let! Så i dag vil jeg give dig helt konkrete forslag til, hvilke bøger der er super gode til dit barns første læsning!
Fik du ikke læst sidste uges indlæg fra mig, vil jeg anbefale dig lige at smutte tilbage til forsiden og læse det først, for så bliver du bedre klædt på til at læse denne uges vejledning fra mig. Du kan også finde det lige her!
🏫 Den første læsning
Går dit barn i 0. eller 1. klasse og har lige lært at læse, skal du gå efter de lydrette bøger. Jeg vil anbefale bøger udelukkende med ord på 1 til 2 bogstaver, hvis dit barn er helt ny læser og skal have mulighed for at få masser af succes med at glide på lydene.
Herefter kan I gå videre til bøger med ord på 2 til 3 bogstaver, og når dit barn er lidt mere rutineret, kan I vælge lydrette bøger med ord på 4 til 5 bogstaver.
Du vil sikkert gerne have nogle eksempler, så du ved, hvad du skal gå efter på biblioteket, og de kommer her! (Det er ikke reklame, for jeg anbefaler kun bøger, som jeg selv har lånt på biblioteket og har rigtig god erfaring med til mine elever på læse/stave-kurserne her i Læsestedet i Skoven)
Lydrette bøger med ord på 2 bogstaver
📖 Forlaget Alinea har udgivet serien ”Læs Lydret 0”, og der er så mange fine bøger at vælge imellem. F.eks. har Gunhild Rød skrevet bogen ”En bi og en ål”.
📖 Forlaget Elysion har udgivet serien ”Lydret max 2 bogstaver”, og der er også mange gode bøger at vælge imellem. F.eks. har Kirsten Ahlburg skrevet bogen ”Et ur i en sø”.
Lydrette bøger med ord på 2 til 3 bogstaver
📖 Forlaget Gyldendal har udgivet serien ”Mini Lydret Dingo”, og der er der også mange fine bøger at vælge imellem. F.eks. har Helle Dyhr Fauerholdt skrevet bogen ”Tor og Tim i en å”.
📖 Forlaget Alinea har udgivet serien ”Læs Lydret 1”, og der er virkeligt mange gode bøger at vælge imellem. F.eks. har Nina Sahl skrevet bogen ”En ny fe”.
Lydrette bøger med ord på 4 til 5 bogstaver
📖 Forlaget Alinea har udgivet serien ”Læs Lydret 2”, og der er så mange gode bøger at vælge imellem. F.eks. har Kit A. Rasmussen skrevet bogen ”Ko er solo”.
📖 Forlaget Turbine har udgivet serien ”Lydret 3”, og her er der også super fine bøger at vælge imellem. F.eks. har Marie Duedahl skrevet bogen ”Irma får ti kilo slik”.
Er du lidt i tvivl om, hvilke du skal vælge, kan du spørge dit barns lærer eller selv overveje, hvor lange ordene i dit barns læsebog eller læsematerialer er, og om de har en passende sværhedsgrad.
✨ Kan dit barn f.eks. læse den gule læsebog om Ida og Emil i Isby, svarer niveauet til lydrette bøger med ord på 4 til 5 bogstaver.
💻 En lille udsættelse…
Der sker en masse undervejs i processen, når jeg sidder her mandag formiddag og skriver på min blog til dig. For det meste har jeg en plan og nogle gode idéer, jeg gerne vil dele med dig, men hvordan, du lige skal have dem serveret, kommer lige som snigende hen ad vejen, når fingrene flyver over tasterne, og sætningerne tager form.
Jeg havde helt ærligt tænkt, at denne uges tekst sagtens kunne indeholde konkrete råd og vejledning om både lydrette og ikke-lydrette bøger. Så du, uanset hvor i sin læseudvikling dit barn er, kunne blive inspireret til at finde rigtigt gode bøger til dit barns læsetræning…
Men nu synes jeg, at teksten er ved at være lang nok, så lige som i sidste uge, må jeg udsætte nogle af mine mange ord til næste uges blogindlæg!
Er du interesseret i at høre mere om overgangen fra lydret til ikke-lydret læsning, vil jeg dele vigtig viden om dette store skridt med dig om en uges tid.
Så jeg håber, at du hænger på og er klar til endnu mere inspiration til, hvordan du støtter dit barn i at blive bedre til at læse på næste mandag! 😉
Her kommer…
💡 Ugens idé til dig… 💡
Fortsæt rejsen frem mod jeres læsemål ved efterårsferien! Hvor mange gange om ugen vil du gerne have dit barn til at læse?
🧩 Mon din lille seddel med jeres læsemål stadig hænger synligt hjemme hos jer?
For at gøre oplevelsen, læsehyggen og træningen så succesfuld som muligt, må du selv eller sammen med dit barn have fat i en stak biblioteksbøger, som dit barn kan vælge imellem, når I skal læsehygge derhjemme…
Du bør overveje:
🌱 Lydret eller ikke-lydret?
🌱 Ord på 2, 3, 4 eller 5 bogstaver i de lydrette bøger?
🌱 Er dit barn klar til ikke-lydrette bøger?
Det er noget med, at gentagelser fungerer ret god for vores hjerner. Så jeg tør godt at skrive det her endnu en gang… 🧠
Gode bøger er super vigtige for dit barns læseudvikling! Hvis I sammen får fundet bøger, der både passer i sværhedsgrad, og endelig ikke er for svære, men som også samtidig ”taler” til dit barns indre interesse for gode historier, så kan I lykkes med at få en masse hyggelige læsestunder derhjemme!
Held og lykke med bog-jagten!
📖🌱📚
Mange læseglade hilsner
Vibeke

